FOLKEDANSERFORENINGEN
HJERTER TO
VEDTÆGTER FOR
FOLKEDANSERFORENINGEN HJERTER TO
§ 1 NAVN
Foreningens navn er FOLKEDANSERFORENINGEN HJERTER TO. Hjemsted Hvidovre.
§ 2 FORMÅL
Foreningens formål er at fremme folkedans og spillemandsmusik gennem afholdelse af
danseaftener, legestuer, musikaftener samt deltagelse i opvisninger og stævner i Danmark
og udlandet.
§ 3 MEDLEMSKAB
Stk. 1 Optagelse – opsigelse – eksklusion
Optagelse i foreningen medfører obligatorisk medlemskab af Landsforeningen Folkedans
Danmark gennem HJERTER TO, bortset fra de medlemmer, der står som passive
medlemmer, jfr. Stk. 2.
Medlemskab opsiges til kassereren.
Har bestyrelsen ekskluderet et medlem, skal sagen behandles på førstkommende
generalforsamling, såfremt det fordres af den ekskluderede. Til ændring af bestyrelsens
afgørelse kræves, at 4/5 af generalforsamlingens deltagere går ind for ændringen.
Stk. 2 Passivt medlemskab
Som passive medlemmer kan optages medlemmer, der gerne vil deltage i Foreningen,
men som ikke har mulighed for at danse.
Passive medlemmer betaler et kontingent til Hjerter To, der til enhver tid svarer til det
kontingent, som det koster at være medlem af Folkedans Danmark.
Som passivt medlem er det ikke obligatorisk at være medlem af Folkedans Danmark.
Når det passive medlem alligevel en aften har mulighed for at deltage i dansen, betales for
den pågældende aften et beløb svarende til gæstegebyret.
Stk. 2, 2 Kontingent og gebyr
Medlemmer er pligtige at betale til foreningen det af generalforsamlingen vedtagne
kontingent, som inkluderer det for Landsforeningen Folkedans Danmark fastsatte årligt
kontingent - jfr. stk. 2.
Stk. 2, 3
Såfremt et medlem kan dokumentere medlemskab i Folkedans Danmark gennem en
anden forening, behøver medlemmet ikke at betale gennem HJERTER TO, men skal i
stedet betale et af generalforsamlingen vedtaget kontingent, der alene tilfalder HJERTER
TO.
Gebyr for deltagelse i aktiviteter, som medfører udgifter, betales i månederne september -
april. Gebyret fastsættes af bestyrelsen. Der betales forud enten pr. giro, ved indbetaling til
foreningens bankkonto eller direkte til kassereren enten ved sæsonstart for hele sæsonen,
eller månedligt.
Har et medlem trods rykkere ikke betalt kontingent og gebyr i 3 måneder, kan bestyrelsen
skriftlig ekskludere vedkommende, og medlemmet kan først genoptages, når restancen er
betalt. Bestyrelsen kan bevilge gebyrnedsættelse eller fritagelse for mangeårige
medlemmer over 65 år, og for medlemmer, der har været syge i over 2 måneder.
Medlemmer, som ved særlig indsats har gjort sig fortjent til betegnelsen
”æresmedlemmer”, er gebyr- og kontingentfrie.
Stk. 3 Rettigheder
Alle medlemmer over 14 år, der ikke er i restance, er stemmeberettigede ved
generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen og udvalgene.
Medlemmer er adgangsberettigede til foreningens sammenkomster og til de
fællesarrangementer Landsforeningen Folkedans Danmark indbyder til.
Medlemmer kan til opvisninger og arrangementer, der er godkendt af bestyrelsen, låne
dragter af foreningens dragtsamling.
For at kunne deltage i officielle opvisninger og arrangementer forlanges dog, at dansetrin
kan godkendes af danselederen, ligesom denne efter skøn kan forlange, at ting, som er
dragten uvedkommende, aftages og at mangler udbedres.
Endvidere har aktive medlemmer fortrinsret til alle arrangementer og rejser.
§ 4 GENERALFORSAMLINGEN
Stk. 1 Almindelige bestemmelser
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflerhed.
Bestyrelsen består af 1 formand, 1 kasserer, og 3 medlemmer. De vælges på den
ordinære generalforsamling efter tur således, at formand og 2 medlemmer vælges i ulige
år, mens kasserer og 1 medlemmer vælges i lige år.
Formanden og kasserer vælges direkte.
På hver ordinær generalforsamling vælges desuden én bestyrelsessuppleant samt én
revisor og én revisorsuppleant. De to sidstnævnte må ikke være bestyrelses- eller
udvalgsmedlemmer.
Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter er to år.
Genvalg kan finde sted.
Kun ét medlem fra samme husstand kan tage mod valg til bestyrelsen.
Valg til bestyrelsen foregår ved skriftlig afstemning, mens andre afstemninger foregår ved
håndsoprækning.
Såfremt blot ét medlem fordrer skriftlig afstemning, skal sådan dog finde sted.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.
Det påhviler bestyrelsen, at drage omsorg for, at der optages referat af
generalforsamlingen. Dette referat underskrives af referenten, formanden og dirigenten.
Stk. 2 Ordinær generalforsamling
Der afholdes ordinær generalforsamling én gang årligt, almindeligvis i oktober kvartal.
Indkaldelsen med dagsorden – indeholdende oplysninger om, hvem der er på valg og om
disse er villige til genvalg – udsendes og omdeles med revideret regnskab og status samt
eventuelle indkomne forslag til lovændringer senest 21 dage før generalforsamlingen.
Forslag til vedtægtsændringer skal være indsendt til bestyrelsen inden 1. oktober.
Andre forslag, der af medlemmerne ønskes særskilt behandlet på generalforsamlingen,
skal være fremsendt til bestyrelsen senest 7 dage efter indkaldelsens dato.
Indkomne forslag fra medlemmer slås op på opslagstavlen.
Stk. 3 Dagsorden
Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af dagsorden
3. Beretning
4. Regnskab
5. Foreløbige fremtidsplaner
6. Fastsættelse af kontingent
7. Indkomne forslag
8. Valg
A. Bestyrelse og suppleant
B. Revisor og revisorsuppleant
C. Udvalg
9. Eventuelt
Ved valg af udvalg skal altid et medlem være medlem af bestyrelsen.
Stk. 4 Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel.
Når mindst 2/3 af medlemmerne indsender skriftlig begæring med motiveret
dagsordensforslag til bestyrelsen om ekstraordinær generalforsamling, skal bestyrelsen
senest 14 dage efter modtagelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Indkaldelsen, der skal være skriftlig til alle medlemmer, skal indeholde dagsordenen for
mødet.
Afstemningsreglerne nævnt i denne paragraf, stk. 1, er også gældende for ekstraordinære
generalforsamlinger, idet eventuelle lovændringer, der af en ordinær generalforsamling er
henvist til den ekstraordinære generalforsamling, dog kan vedtages, når 2/3 af de
fremmødte medlemmer er for forslaget.
Den ekstraordinære generalforsamling er altid beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af
fremmødte.
§ 5 BESTYRELSENS BEFØJELSER
Stk. 1
Bestyrelsen har den fulde beføjelse til at handle på foreningens vegne inden for de af
vedtægterne angivne rammer.
Formand og/eller kasserer disponerer alene over Foreningens økonomi.
Bestyrelsen udpeger foreningens repræsentation over for Landsforeningen Folkedans
Danmark.
I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.
Stk. 2 Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fordeler selv de forskellige
bestyrelseserhverv som næstformand, sekretær mv. mellem sine medlemmer.
Bestyrelsen afholder møder efter behov. Formanden indkalder. Dersom 3
bestyrelsesmedlemmer anmoder om, at der afholdes møde, skal formanden – eller i
dennes fravær – næstformanden, indkalde til møde.
Der føres protokol over bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen er pligtig til at orientere medlemmerne om alle arrangementer, som den og de
nedsatte udvalg ønsker gennemført, eventuelt ved opslag.
Det påhviler endvidere bestyrelsen at sørge for danseledere og spillemænd, samt at finde
egnede lokaler til foreningens sammenkomster og arrangementer.
§ 6 OPLØSNING
Foreningen kan opløses, hvis ¾ af dens medlemmer ved en ordinær generalforsamling
stemmer herfor.
Såfremt ¾ af medlemmerne ikke giver møde ved den ordinære generalforsamling, kan
opløsning vedtages ved almindelig stemmeflerhed på en efterfølgende ekstraordinær
generalforsamling.
Såfremt HJERTER TO opløses, overgår dens eventuelle aktiver til Landsforeningen
Folkedans Danmark.
Arkivalier, såsom forhandlingsprotokoller, scrapbøger, korrespondance etc. overdrages
lokalhistorisk arkiv.
Vedtaget på den ordinære generalforsamling torsdag den 7. april 1983.
Ændret på ordinær generalforsamling den 8. november 1984,
på den ordinære generalforsamling den 10. november 2004,
den 18. november 2009 og
den ordinære generalforsamling den 11. november 2015.
Ovenstående vedtægter er gældende fra og med den 30. juni 2021.